Forside
Fødslen
Hjemme igen...
Bisættelsen
Tiden efter
Hjælp udefra
Hvorfor?
Gravid igen
Hvad hjalp os?
Billeder
e-mail me

Hvad har hjulpet os

 

Billeder

 

Da Flemmings søster første gang sagde, at vi skulle tage billeder af Valdemar, tænkte jeg, at hun var underlig. Man tager da ikke billeder af døde mennesker. Men bagefter er jeg hende evig taknemmelig! Billederne har været med til at give Valdemar eksistens.

 

Vi har kunnet vise billederne til vores venner og familie, som ikke selv så Valdemar. Vi oplevede faktisk på et tidspunkt, at det var vigtigt for os, at vores nærmeste så billederne. Hver gang billederne bliver vist, er det som om, at han får større eksistens. I starten græd vi hver gang vi viste dem til nogen. Nu kan vi vise dem med stolthed. Det var og er vigtigt for os, at han har eksistens blandt andre også. Men vigtigst – vi kan selv tage dem frem og se ham. Mindet om, hvordan han så ud, ville vi ikke have så stærkt, hvis ikke vi havde billederne.

 

En veninde har sagt, at hun syntes det var rart, at hun så billederne før bisættelsen. Så følte hun, at hun endnu bedre vidste, hvem det var, hun tog afsked med og sørgede over. Så blev det ikke kun vores sorg, hun følte – men også en egen sorg over at have mistet et lille menneske.

 

I dag er vi kede af, at vi ikke fik taget nogle flere billeder. Vi ville også gerne have haft billeder af alle i familien, der var forbi og se ham. Det blev lidt tilfældigt, hvordan billederne blev taget. Jeg ville også gerne have haft et billede af Flemming og jeg sammen med Valdemar, inden vi tog hjem. Men vi tænkte ikke så langt på det tidspunkt. Så vi glæder os over de billeder, vi har.

 

 

Valdemar

 

Min bror var ved at besvime, da Flemmings søster sagde, at hun gerne ville have lov at holde Valdemar, når han var født. Jeg forstod godt min bror. Jeg syntes også, at det lød så bizart. Men her bagefter giver det så meget mening. Selv min bror har udtrykt, at han er meget glad for, at han så Valdemar. For os har det været dejligt, at se ham, holde ham – og være sammen med ham. Bagefter fortrød vi, at vi ikke fik kigget lidt mere på ham. Undersøgt, hvordan hans hår så ud – alle små detaljer på ham.

 

Det har også været en hjælp for os, at vores nærmeste familie også nåede at se og holde Valdemar. Bagefter har vi talt om, at vi måske også burde have ringet efter nærmeste venner. Det har dog været rart, at vores forældre, søskende, niecer og nevøer også så det vidunder, vi har mistet.

 

Det har naturligvis været hårdt for alle. Og det var til diskussion om børnene – Valdemars fætre og kusiner – skulle se ham. Men de så ham – og på den måde, er de også blevet bevidste om, hvorfor vi er kede af det og hvad de har mistet. De er jo på hver deres måde også kede af, at de ikke fik den fætter de havde glædet sig til at få.

 

 

Bisættelsen

 

Vi var lige ved, at nøjes med en stille ceremoni, hvor kun Flemming og jeg var med. Vi valgte dog, vejledt på bedste måde af vores sognepræst Louise Britze, at holde en rigtig bisættelse i kirken. Det var en fin og smuk dag om end, den var så fyldt af sorg.

 

Vi troede, at det kun var vores sorg – men konstaterede at mange andre sørgede med os. Bedsteforældre, onkler, faster, tante, fætre og kusiner – venner og kollegaer. Alle dem havde også brug for at sige farvel og sørge med os.

 

Hvis bare vi havde vidst det lidt bedre, så havde vi fortalt om tid og sted til mange flere.

 

 

Gravsted

 

Det eneste vi fortryder, er at vi ikke valgte et rigtig gravsted - men istedet valgte en fællesgrav. Specielt jeg savner, at der er en sten, hvorpå Valdemars navn står. Og et helt særligt sted, hvor jeg kan sætte blomsterne til ham. I stedet lægger vi nu blomsterne på en græsplæne, der hvor vi ved, hans urne er sat ned. 

 

Men vi valgte som vi gjorde, fordi det faldt mest naturligt for os, da vi skulle vælge. For Valdemar ligger begravet ved siden af sin fætter Sebastian. Det betyder også meget for os. Så vi vil ikke ændre på det, selv om det er muligt. Men skulle jeg vælge i dag, havde jeg valgt et lille sted med plads til en sten og små planter. Det betyder meget mere, end jeg nogensinde før har anet!

 

 

Eksistens

 

I gamle dage smed man dødfødte børn ud. Derfor har mange forældre måttet leve med sorgen alene.

I dag ved man heldigvis bedre. Vi blev derfor også meget hurtig spurgt på hospitalet, om vi havde et navn til vores dreng. Kort tid før var vi endelig landet ved navnet Valdemar til den dreng, der skulle være vores første barn, som vi glædede os så meget til. De sidste par uger, havde vi omtalt ham som Valdemar. Derfor var der ingen tvivl. Han hed jo allerede Valdemar.

 

Vi har en søn, han hedder Valdemar – desværre har vi også mistet vores søn. Valdemar har fuld eksistens. Vi var aldrig så heldige at se ham i live. Men vi kendte ham godt. Jeg havde mærket ham sparke – og vi havde begge drømt om, hvordan livet med ham skulle være. Vi havde købt barnevogn og puslebord. Vores hjem var klart til at modtage det nye familiemedlem. Så derfor havde han jo eksistens, allerede før han kom ud af mors mave. Han var vores lille dreng.

 

Vi kan tale om Valdemar. Ikke om ham eller babyen eller drengen. Men om vores søn; Valdemar.

 

 

Hinanden

 

Ingen tvivl om at Flemming og jeg var tætte før. Valdemars død har dog om muligt gjort båndene endnu tættere. Lige fra det øjeblik, hvor vi konstaterede, at Valdemar var død, har vi stået tæt sammen. Talt om alle de følelser og frustrationer, som vi levede med. Intet er blevet fortiet mellem os.

 

I starten følte vi nok sorgen på samme måde – og var meget symbiotiske. Som tiden gik, har vi fået forskellige måder at sørge på. Været kede af det på forskellige måder og tider. Men på en forunderlig måde, har vi tacklet det sammen – og stået fast ved hinandens side. Respekteret og accepteret vores forskelle. Og støttet hinanden.

 

Jeg var aldrig kommet igennem de sidste par måneder uden Flemming. Af samme grund er jeg også blevet mere afhængig af ham. Det første lange stykke tid, kunne jeg ikke lide at gå nogen steder hen, uden at han var med mig. Det er ok nu. Men jeg savner ham, når han er væk, stærkere end jeg gjorde før.

 

 

Åbenhed

 

Vi har oplevet, at vores egen åbenhed omkring vores tab og sorg – har gjort, at folk har rost os for det. Men også gjort det nemmere at møde andre og tale med andre. Det er meget få gange, vi er blevet nødt til at sige, at vi har mistet vores barn. Det har de fleste vist på forhånd – og det har hjulpet.

 

Vi har hørt om forældre, der har mistet deres barn, som har oplevet, at folk går over på det andet fortov, fordi de ikke ved hvad de skal sige. Det har vi ikke oplevet. Måske fordi vi med det samme sendte en mail, der orienterede alle – selv de meste perifere bekendte i vores adressebog. Dermed er vi blevet mødt af venlighed og omsorg fra alle omkring os.

 

Kun på mit arbejde har jeg oplevet, at folk ikke har sagt noget til mig - og det er blevet fortiet. Men generelt har alle i vores omgangskreds været utrolig nærværende - fordi vi selv var det.

 

 

Familie og venner

 

Jeg var ikke kommet gennem sorgen uden Flemming. Men støtten fra vores familie og venner i særdeleshed de første par uger, har også været uvurderligt.

Flemmings søster havde selv mistet et barn – og kunne derfor fortælle os noget om, hvad der havde virket for hende. Hvordan hun havde haft det. Så hvor trist det end er, har vi haft megen glæde af, at nogen tæt på os, vidste hvordan det var. Mens vi lå på hospitalet kom hun forbi med masser af slik og sodavand. Kørte hjem til os efter de ting, vi pludselig havde brug for. Vi var jo ikke forberedte på, at vi skulle have tandbørster og kamera med.

 

Vores familier har været meget indlevende i sorgen. De har nærmest stået i et værn omkring os. De kom på hospitalet og så Valdemar. Vores søskende og deres familier tog hjem til os og sørgede for, at vi fik en hyggelig hjemkomst fra hospitalet. De har ringet jævnligt til os, for at checke, at vi var ok. Alle sad på forreste række i kirken og sørgede med os.

 

Nogen venner har været meget bevidste om, at vi havde brug for støtte nu. Min veninde Louise ringede til mig dagligt de første mange uger. Også efter alle andre var vendt tilbage til deres hverdag. Nogen dage sludrede vi i lang tid – andre dage var det bare en kort samtale. Men det var rart at føle, at nogen stod støt, mens hele livet var i kaos. Dagen før bisættelsen hjalp Louise også med at dække kaffebord i kirkens lokaler. Da vi gik hjem til os bagefter, ville vi bare gå ned at hente en pizza. Men Louise tog styringen, bad os om at slappe af – og så gik hun i Føtex. Handlede og lavede mad til os. Vi vidste slet ikke, at det var det, vi havde brug for. Men det var det. Det var så rart, at nogen andre bare lige et kort øjeblik tog styringen og bestemte for os.

 

Det strømmede ind med hilsener og blomster. Og selvom nogen selvfølgelig nogen gange har formuleret sig på uheldige måder, som f.eks. ”Nu må I bare se at komme videre og op på hesten igen” – eller forsøgt at undgå at tale om, det som var sket, ved at invitere os i biografen eller tale om helt ubetydelige ting. Så har flertallet været 100 % tilstede for os – og hjulpet os igennem en svær tid. Talt med os om både det, der betød noget og banale hverdagsting, bedt om at se billederne af Valdemar og spurgt om de kunne hjælpe os med noget.

 

Den første uge efter Valdemars fødsel lavede vi kun mad selv en enkelt aften. Alle var meget opmærksomme på, at invitere os – eller tilbyde at de kom forbi. Det var rart, at slippe for at skulle koncentrere sig om banale hverdagsting.

 

Det er ikke nogen kliché, at det er i nøden, man lærer sine venner at kende. En sorg som denne gav os virkelig et indblik i, hvem der bare er der ligegyldig hvad - og hvem der kun er der ved glade begivenheder.

Nogen var omkring os meget det første stykke tid - men holdt snart op med at kontakte os så ofte. De vendte hurtigt tilbage til hverdagen. Det var specielt svært for mig at forstå, at de ikke kunne hjælp mig mere.

Andre stod støt omkring os lige fra første øjeblik til den dag i dag. På mange måder - og på deres helt egne særlige måder.

 

Nogen hørte vi slet ikke fra. Andre som kun var perifere bekendtskaber sendte os hilsener og blomster. Det varmede mere end jeg tror, de selv forstår!

Og så var der de tidligere perifere bekendte og kollegaer, der gjorde lidt mere end det. En gammel kollega holdt vedholdent fast i at skrive til mig. Spørge til mig - om hvordan jeg havde det. Og når det var helt slemt, så ringede hun. Det er forunderligt, hvordan nogen mennesker bare ved, at man har så meget brug for at blive hørt - og andre ikke gør.

 

Tak til jer alle!


|Forside| |Fødslen| |Hjemme igen...| |Bisættelsen| |Tiden efter| |Hjælp udefra| |Hvorfor?| |Gravid igen| |Hvad hjalp os?| |Billeder|