Forside
Fødslen
Hjemme igen...
Bisættelsen
Tiden efter
Hjælp udefra
Hvorfor?
Gravid igen
Hvad hjalp os?
Billeder
e-mail me

Samtale med overlægen

 

Da vi forlod hospitalet fik vi et kort, med et tidspunkt, for en samtale med fødeafdelingens overlæge 8 uger efter fødslen. Formålet med mødet skulle være, at tale om det, som var sket – og fremtiden.

Vi ville gerne have mødet lidt før, så det blev 6 uger efter fødslen. Årsagen til at der skulle gå nogen uger var, at de først skulle have færdiganalyseret de prøver, de havde taget fra mig og Valdemar.

 

Vi havde sagt nej til obduktion. Vi fik at vide, at det var meget sjældent, at man fandt nogen årsag og det ville tage nogle dage. Vi ville bare så gerne give både Valdemar og os selv fred, så vi valgte obduktionen fra. Vi følte heller ikke, at vi havde brug for at få at vide, hvis Valdemar fejlede noget. Vi spurgte om, det kunne hjælpe andre, hvis vi valgte at få ham obduceret – om man ville bruge det i forskningsøjemed, for så ville vi gerne hjælpe og vente et par dage med at få ham begravet. Men det ville kun være for at give os et svar. Så vi valgte det fra.

 

Det de havde at arbejde med var litervis af blodprøver fra mig, moderkagen, en fostervandsprøve og Valdemars akillessene.

 

Vi havde set frem til mødet med overlægen. Men da dagen kom, blev vi alligevel triste. Det var første gang, vi skulle ud på hospitalet, siden vi havde forladt det efter fødslen. Det første vi mødte i elevatoren, var en nybagt lille familie på vej hjem med deres lille baby. Det var som et slag i ansigtet. Vi havde set andre babyer i ugerne efter fødslen. De havde ikke påvirket os. Men denne baby, vi ikke kendte, mindede så meget om, hvad vi ikke havde oplevet.

 

Så da vi pludselig sad der overfor overlægen, kunne jeg næsten ikke sige noget. En stor klump sad i halsen og tårerne pressede på. Det gjorde bare så forbandet ondt igen.

 

Beskeden var, at som udgangspunkt var der ikke noget, der indikerede at noget var galt. Alt havde set fint ud. Der var ikke noget tegn på, hvorfor Valdemar lige pludselig døde. Alle prøver så fine ud.

 

Man havde dog fundet nogle små forkalkninger i livmoderen. Det vil sige små blodpropper. Vi fik at vide, at det var helt normalt at se hos kvinder, som går 14 dage over termin i langt større grad. Så det behøvede ikke at være årsagen, men kunne måske – måske være medvirkende årsag.

 

Jeg blev derfor tilbudt, at blive undersøgt for, om jeg har forhøjet tendens til at udvikle blodpropper. Dette tilbud tog jeg imod – og fik igen tappet en masse blod. Efter 6 uger fik jeg svar på prøverne. De viste ingen tegn på forhøjet risiko. Jeg er ifølge prøverne helt normal. Overlægen anbefalede mig dog alligevel, at jeg i en ny graviditet tager hjertemagnyler.

 

Men altså. Ingen direkte synlig årsag til, at Valdemar døde. Fra starten var vi selv enige om, at han bare ikke var stærk nok. Det var også, hvad vi fik bekræftet – så mellem os har vi valgt, at kalde det for vuggedød. Han ville måske være død alligevel, selvom han var blevet født levende. Det gør det ikke nemmere. Det gør det heller ikke sværere. Det er bare vores forklaring på, hvorfor Valdemar døde. Vi er bare glade for, at det ikke var noget genetisk eller arveligt. Det giver os større håb om, at Valdemar bliver storebror en dag.

 

 

 

 

Kære Valdemar.

 

Jeg er ked af, du er død!

 

Kærlig hilsen

Mor


|Forside| |Fødslen| |Hjemme igen...| |Bisættelsen| |Tiden efter| |Hjælp udefra| |Hvorfor?| |Gravid igen| |Hvad hjalp os?| |Billeder|