Forside
Fødslen
Hjemme igen...
Bisættelsen
Tiden efter
Hjælp udefra
Hvorfor?
Gravid igen
Hvad hjalp os?
Billeder
e-mail me

Psykologhjælp

 

I forbindelse med min graviditet var jeg blevet tilknyttet et forskningsprojekt på Universitetsklinikken for nybagte mødre. Jeg havde aftalt et telefonmøde med en af psykologerne kl. 10 fredag, hvor jeg lå og ventede på at føde. Da psykologen Katrine ringede, måtte jeg fortælle hende, at jeg havde mistet min søn – og jeg dermed ikke mere kunne være en del af projektet. Hun blev selvfølgelig rystet – og tilbød os med det samme psykologhjælp på universitetsklinikken.

 

Det tog vi imod – og slap dermed for selv, at finde ud af at få psykologhenvisninger fra vores praktiserende læge. Vi har været meget glade for, at vi tog imod dette. Det har hjulpet os en del videre – og det har været godt for os, at have et rum, hvor vi stadig kunne tale om Valdemar, da andres interesse døde ud. Få talt om alle de tanker og følelser, der vælter rundt i os – og hvordan vi tackler sorgen forskelligt.

 

Vi har haft meget stor glæde af, at gå til psykolog. Vi har gået sammen hos 2 psykologer, som begge har været meget tilstede ved vores 1½ times konsultationer en gang ugentligt.

 

Selvom vi havde læst meget om typiske sorg-reaktionsmønstre i forskellige brochurer og på nettet. Så har det været godt at få det repeteret hos psykologerne, at vi reagerer forskelligt – og det er vigtigt, at vi accepterer, respekterer og forstår dette.

 

Hvidovre Hospital kunne ikke tilbyde os psykologhjælp. Det eneste de kunne, var at give os brochurer fra ”Foreningen til støtte ved spædbørnsdød”. Man kan synes, at det er for dårligt – og vi følte os helt sikkert lidt fortabte, da vi forlod hospitalet og der ikke mere var nogen, som passede på os. Det skyldes hospitalsbudgetter og andre store ting. Så man kan i hvert fald sige, at det ikke er personalets skyld. Vi følte os meget godt hjulpet af de personer, vi var i berøring med. De gjorde, hvad de kunne for at hjælpe os igennem den meget svære situation.

 

Heldigvis har vi også haft familie og venner, der har været der for os. Vi har stået sammen og sørget for, at tale meget om, det der er sket – og men også om, hvordan vi har det.

 

 

Hjælp fra det offentlige

 

Under hele graviditeten bliver man som gravid fulgt intenst – og er der den mindste ting i vejen, bliver man checket på alle tænkelige måder. Det var derfor en virkelig kold tyrker at tage hjem fra hospitalet uden et barn – og opleve, nu var det slut med omsorg fra systemet.

 

For min krop reagerede jo også rent fysisk på det at have født et barn. Lige efter fødslen fik jeg en pille, der stoppede mælkeproduktionen. Så jeg fik ingen problemer med ømme bryster eller mælk, der løb til. Vi fik meget stor respekt for medicin i de dage.

 

Men jeg anede ikke noget om, hvordan en kvindekrop reagerer efter en fødsel. Det er jo ikke noget, man hører om. Jeg har talt med veninder, der er blevet mødre, om det. Og de siger alle sammen; ”nå ja, men det er jo fordi, at man er så optaget af det lille barn – og så snakker man lige med lægen, når man alligevel er forbi til de regelmæssige check”.

 

Men jeg havde ikke noget barn. Så jeg skulle ikke til lægen. Jeg vidste ikke, hvad der var normalt. Jeg var også så træt af at gå til læge, at jeg ikke selv magtede at ringe til hverken hospitalet eller lægen. Jeg havde brug for, at de bare havde sagt til mig, hvad jeg kunne vente – og hvad jeg skulle gøre.

 

Så det var ved at tale med andre mødre og surfe på nettet, at jeg fandt ud af, at det var helt normalt, at man var øm i lang tid efter (for mig omkring 4 uger). Det var også helt normalt, at man styrtbløder et par dage efter selve fødslen, så man har brug for en rigtig ble. Og man i øvrigt derefter bløder i op til 5-6 uger. Jeg blødte i ca 2 uger. Derefter havde jeg noget gul-brunt udflåd nogle uger, indtil jeg fik min første menstruation en måned efter fødslen. Herefter var min krop ved at være tilbage til normalt. Men det var der altså ingen der havde fortalt mig, ville ske.

 

Det var også via veninder jeg fandt ud af, at jeg skulle til et 8 ugers efter-fødselscheck hos lægen. Det var jeg så her 11 uger efter. Alt var fint. Så hurra for venindernes råd og vejledning om knibeøvelser, ømhed og blødning.

 

5 uger efter fødslen fik vi besøg af sundhedsplejersken. Da hun skrev, at hun ville komme at besøge os, undrede vi os over, hvad hun ville. Vi havde jo ikke noget barn, hun kunne veje og måle. Det viste sig, at hun bare lige ville checke, at vi var ok. Jeg syntes, det var lidt sent at checke det 5 uger efter – men Flemming syntes, det var et ok besøg. I det hele taget var jeg nok bare noget forundret over hendes besøg. Hun gav os bogen ”Barnets sundhed”, hvor man jo normalt skriver om barnets udvikling i. Jeg har det meget ambivalent med den bog. Hvad skal jeg med den? Jeg kan jo ikke skrive noget i den. Mit barn vokser ikke og vejer ikke mere end asken fra en kremeret baby. Jeg kan heller ikke få mig til at smide bogen ud, da den jo er en del af Valdemar. Flemming syntes også, at det var ok, at vi fik bogen. Så den står inde på hylden, ved siden af Valdemars fotoalbum med billeder og alle de mange mange blomsterkort og andre hilsener vi har fået.


|Forside| |Fødslen| |Hjemme igen...| |Bisættelsen| |Tiden efter| |Hjælp udefra| |Hvorfor?| |Gravid igen| |Hvad hjalp os?| |Billeder|