Forside
Fødslen
Hjemme igen...
Bisættelsen
Tiden efter
Hjælp udefra
Hvorfor?
Gravid igen
Hvad hjalp os?
Billeder
e-mail me

Tiden efter

 

De første 14 dage efter fødslen skete der hele tiden en masse. Venner og familie kom på besøg. Telefonen ringede. Mailboksen var fyldt med kondolerende mails og sms’erne tikkede ind.

Flemming var hjemme sammen med mig de første 14 dage. Derefter skulle han starte på arbejde. Men pludselig bød det sig, at vi kunne tage på skiferie med min bror og hans familie i Norge. Vi havde talt om, at det ville være godt, at tage lidt væk. Flemming er en rigtig ski-bums, så selvom jeg ikke står på ski, foreslog jeg, at vi tog med.

 

Det blev en rigtig rar uge. Vi var væk fra alt det sørgelige. Selvfølgelig var vi stadig kede af det og i sorg. Men vi var også et meget smukt sted sammen med nær familie – og deres venner. Mens de andre stod på ski, blev jeg i hytten og hyggede mig med at læse bøger, bage kage, forberede varm kakao til de forfrosne skiløbere – og sørgede for indkøb. Om aftenen spillede vi spil og sludrede. Det var rart at komme lidt væk. Det var en dejlig uge.

 

Hjemme igen vendte hverdagen barsk tilbage. Flemming startede på arbejde – og jeg var lige pludselig alene. De første 2-3 uger havde jeg været omgivet af folk hele tiden – og havde haft en kimende telefon og en fyldt mailboks. Nu skulle jeg finde ud af, at være mig selv. Telefonen ringede ikke mere så meget – og mailboksen var tilbage til normalt niveau. Samtidig var jeg ikke glad for at gå ud og møde mennesker, jeg ikke var forberedt på. Mine følelser var stadig så sårbare, at jeg pludselig kunne bryde ud i gråd. Så de første par uger alene var svære. Men efterhånden begyndte jeg at finde på små-projekter – og blev bedre til at gå ud alene.

 

I starten troede jeg, at jeg kunne starte på arbejde igen efter nogle uger. Jeg vidste, at jeg havde 14 ugers barsel, men det føltes som lang tid. Så jeg puslede med tanken om, at jeg da skulle starte noget før. Flemmings søster sagde til mig; ”der er en grund til at du har 14 uger”. Det tænkte jeg over, og besluttede mig så for, at ja – der var en grund og jeg ville holde dem med god samvittighed.

 

I dag er jeg glad for, at jeg valgte at holde min fulde barsel. Det var været en turbulent periode. Fra stor og dyb sorg til en periode, hvor jeg troede, nu var jeg ved at være kommet mig – til at jeg pludselig faldt ned i stor sorg igen. Sorgen har bølget. Nogen dage har været gode dage. Andre dage har jeg været uendelig ked af det. Jeg har været let påvirkelig, så små ting kunne gøre mig meget ked af det på en ellers god dag – og så vare i flere dage. Det har været godt, at få lov at være i det. Bare give følelserne lov til at være, hvor de havde brug for at være. Give mig selv lov til at være ked af det, når jeg var det. På den måde tror jeg, at jeg er kommet dertil, hvor jeg kan sige, at jeg har det godt efter omstændighederne. Jeg vil altid være frygtelig ked af, at jeg mistede min lille dreng. Det vil altid være en sorg, vi bærer med os. Men jeg tror også, at vi er kommet dertil, hvor vi har lært at leve med det. Hvor det ikke fylder alt.

 

Her 5 måneder efter er der stadig ting, som jeg har svært ved. Før sang jeg meget. Det har jeg ikke lyst til mere. Det kommer forhåbentlig tilbage en dag. Men lige nu er det stadig noget, som er svært for mig. Jeg kan stadig få stik af dårlig samvittighed, når jeg griner eller hygger mig. Fordi jeg et eller andet sted føler, at jeg skal være ked af det. Men jeg ved, at det både er ok at grine og græde. Jeg kan også mærke, at det bliver bedre – så jeg på et tidspunkt kan grine uden dårlig samvittighed.


Flemming har været bedre til at kunne åbne og lukke for sorgen. Kunne styre sorgen. 3 måneder efter var først ved at nå det punkt, hvor jeg godt kunne deltage i arrangementer uden pludselig at blive ramt af sorgen og ikke kunne slippe den igen. Men gemme den til jeg kommer hjem. Så nu kan jeg endelig være til stede uden pludselig at bryde sammen.

 

 

Andre børn

 

Lige fra starten har jeg helst ville høre om friske og raske børn, frem for døde børn. Jeg syntes, det var hårdt – men livsbekræftende at høre andre børn blive født, mens jeg selv lå og ventede på at føde mit døde barn. Jeg har haft brug for, at høre gode historier for at tro på, at det kan lade sig gøre. Tro på, at mit næste barn vil blive levende, sundt og rask.

 

Det har undret andre, som har forsøgt at skåne mig for at høre om og se andre nyfødte babyer. Vi har en veninde, der var gravid i 6 måned, da Valdemar døde. Hun skrev en sød mail til os om, at hun godt forstod, hvis vi ikke havde lyst til at se hende. Hun ville ikke tage det personligt. Men sådan havde jeg det slet ikke. Det var fint at se hende – og vi har glædet os over, at de nu har fået deres lilleVilhelm. Måske bliver jeg mere bevæget af at se ham. Måske bliver jeg lidt ked af det. Men det er jo ikke fordi, at de har fået Vilhelm. Det er fordi, jeg selv mistede Valdemar – og alle nyfødte børn minder mig om ham.

 

Nogen dage ser jeg barnevogne og tænker ikke over det. Andre dage bliver jeg ked af det. Ked af, at jeg ikke kan køre en tur med min barnevogn. Sammenligner med min egen barnevogn.

Før jeg selv blev gravid igen, så jeg rigtig mange gravide maver og blev lidt trist. Jeg blev ikke trist over, at de var gravide – men trist over, at jeg ikke selv var gravid igen. Jeg ville bare så gerne være hurtigt gravid igen, så Valdemar kunne blive storebror – og vi kunne få et levende barn. Jeg vil så gerne opleve den lykke.

 

I starten blev jeg sur på dem, der gik rundt med en barnevogn uden at smile. Min veninde Louise sagde til mig, at de måske havde et kolikbarn og ikke sovet hele natten. Men det var lige meget. For mig skulle de bare smile. De havde jo et barn!

 

Andre gange havde jeg lyst til at gå hen til forældre, der skældte deres børn ud – og sige til dem, om de havde glemt, hvor heldige de var. Jeg har ikke gjort det. Gør det nok heller ikke. Jeg ved jo godt, at det nogle gange er nødvendigt.

 

 

Dødelighed

 

Min egen dødelighed er pludselig blevet synlig for mig. Både på grund af den hårde fødsel og den mulige tendens til forhøjet risiko for at udvikle blodpropper. I en periode var jeg dødsangst.

 

I starten var jeg også meget opmærksom på Flemmings dødelighed. Jeg kunne ikke lide, når han kørte alene nogen steder hen. Jeg var bange for, at han kørte galt og aldrig kom tilbage.

 

Det er blevet bedre. Men tabet af Valdemar har gjort, at jeg er knap så frygtløs som før. Jeg er blevet mere bekymret og bange. Måske fordi jeg aldrig før har tænkt over, at man kan dø i alle aldre. Det var jo ikke noget, man gjorde i min familie eller omgangskreds. Det sker kun for andre.

 

Det pudsige er dog. At nu hvor det er sket for os, hører vi pludselig historier fra rigtig mange, der også har mistet eller kender nogen, der har mistet.

 

 

Tilbage på arbejde

 

Da min barsel var slut efter 14 uger, startede jeg på arbejde igen. Efter jeg havde gået hjemme i 3 måneder - og kun været omgivet af forstående mennesker, var det ubehageligt pludselig at blive konfronteret med en masse mennesker, som ikke kunne finde ud af, at håndtere hvad der var sket for mig. Kun 2 har talt med mig, om hvad der er sket - eller bliver ikke forskrækket, hvis jeg nævner Valdemar. Resten har reageret ved ikke, at sige noget til mig - at undgå at tale om, hvorfor jeg har været væk et halvt år. De første uger var jeg meget ked af det. Det var svært, at være et sted hver dag, hvor ingen gav udtryk for, at de var kede af det på mine vegne. Ingen der bare sagde, at de ikke vidste, hvad de skulle sige. Der var bare tavshed. Det har næsten været det allersværeste. En arbejdsplads, hvor der ikke er plads til at vise omsorg.

 

Nu har jeg vænnet mig til det. Men det sidder også i mig. Og jeg håber, at de fleste andre arbejdspladser vil reagere på en anden måde. Det eneste, det kræver, er, at man som kollega blot tilkendegiver, at man er ked af, hvad der er sket. Det kan man gøre på mange måder. Men slet intet at sige eller gøre. Det er det værste.

 

Flemming blev modtaget på en helt anden måde, da han startede - og jeg var derfor heller ikke forberedt på tavsheden. Flemmings kollegaer viste i den grad medfølelse og interesse for, hvordan det gik os. Måske fordi de kender os begge, da vi begge har arbejdet i firmaet - eller måske fordi de bare er en anden type mennesker.

 


|Forside| |Fødslen| |Hjemme igen...| |Bisættelsen| |Tiden efter| |Hjælp udefra| |Hvorfor?| |Gravid igen| |Hvad hjalp os?| |Billeder|