Forside
Fødslen
Hjemme igen...
Bisættelsen
Tiden efter
Hjælp udefra
Hvorfor?
Gravid igen
Hvad hjalp os?
Billeder
e-mail me

”Kære Valdemar. Jeg er ked af, at du er død”,

stod der på blomsterkortet fra min niece og nevø.

 

Det var så rammende kort og præcist. Helt som vi havde det.

Alle de andre blomsterkort indeholdt andre fine tekster og søde varmende tanker og ord.

Lige meget hvad de skrev, så forblev vores følelse dog at være ”ked af det” – og vi vil altid være kede af, at vi mistede Valdemar.

 

 

Bisættelsen

 

Bisættelsen blev en fin og smuk ceremoni. Når nu det skulle være. Vores første tanke havde været, at vi bare ville holde en stille ceremoni i hospitalets kapel. Men vores præst Louise fik os overtalt til at holde det i kirken. Vi var lige blevet gift 5 måneder før, så jeg ville så gerne stadig bevare kirken som et sted, jeg tænkte på med glæde. Men præsten sagde til os, at netop kirken kan rumme både sorg og glæde. Det blev i kirken – og vi fortalte også vores nærmeste familie og venner, hvornår det skulle være. Vi tænkte, at hvis vi fortalte det til alle, så ville de føle sig forpligtet til at komme. Men det viste sig, at mange gerne ville være der. Der kom flere end vi havde fortalt tidspunktet til. De havde fået det at vide, af andre. Vi var rørte og glade over, at de ville dele sorgen med os.

Der var flere, som bagefter gav udtryk for, at de også gerne ville have været der. I dag fortryder vi, at vi ikke bare fortalte det til alle, og lod det være op til dem om at komme.

 

Onsdag morgen, hvor bisættelsen skulle finde sted, blev vi liggende i sengen. Det var som om, vi bare ikke kunne stå op. Det var forfærdeligt at vores dreng var død – men at vi også skulle bisætte ham virkede så uoverskueligt. Vi talte om, hvem der skulle bære kisten ud til rustvognen. Flemming ville gerne selv bære kisten, men da vi hurtigt fandt ud af, at den nok var forholdsvis tung, blev vi enige om, at bære den sammen.

 

Da vi sad i kirken ud for kisten, gik det pludselig op for os, at vi ikke anede, hvordan vi skulle bære kisten. For der var to hanke på hver side af kisten. Men man kunne jo ikke gå fire med sådan en lille kiste. Så ville man træde hinanden i hælene. Så da præsten kom for at hilse på os, spurgte vi hende, hvordan vi skulle gøre. Hun vidste det heller ikke, men gik ud til bedemanden og kom tilbage til os med besked om, at vi skulle holde i begge hanke med to hænder på hver side.

 

Der var ikke flere praktiske spørgsmål tilbage. Tilbage var kun sorgen. Vores familie, venner og et par nære kollegaer ankom til kirken. De kom alle op til os og gav store knus, før de fandt en plads i kirken. Det var så rørende. Kirken var fyldt med blomster. Pludselig gik det op for mig, at vi ikke selv have fået lavet en krans. At der ikke var nogen blomster fra Valdemars mor og far, udover dem kisten var pyntet med. Der var ikke et bånd hvor der stod; ”Sov sødt Valdemar - Kærligst Mor & Far” på. Vi havde været så optaget af vores tab og sorg, at vi ikke havde tænkt på, at vi også skulle sende blomster. Et kort øjeblik blev jeg ked af det. Men lod det fare. Det betød intet. Intet. Ceremonien og præstens smukke tale gled forbi. Jeg kunne ikke synge med på salmerne, vi havde valgt. Tårerne sprøjtede ud.

 

Ceremonien var slut. Præsten havde talt – sagde at sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs, at der ingen mening er med at børn dør og bedt vores familie og venner om at passe på os. Vi skulle bære kisten ud. Vi tog fat i hver sin side af den lille fine kiste – og gik den længste vej sammen mens tårerne flød ned ad kinderne. Ud til rustvognen, hvor vi sagde det sidste farvel til Valdemar. Vores første barn. Vores lille dreng.

 

       

 

Det var så hårdt. Det gjorde så ondt. Bagefter sagde en af gæsterne, at hun ikke forstod, hvordan jeg kunne bære kisten. Hun syntes, at det var så stærkt af os. Min reaktion var bare, ”det skulle vi jo”. Det var hårdt. Men jeg følte ikke, at vi havde andet valg. Vi havde talt om, at bede enten vores fædre eller vores søskende om det. Men det eneste rigtige for os var, at vi selv bar ham det sidste stykke.

 

Rustvognen kørte. Gæsterne gik med over i kirkens lokaler, hvor der var kaffebord. Heldigvis havde vores mødre og min veninde Louise fuldstændig taget styringen på det arrangement. Vi sansede ikke at gøre noget selv. Jeg magtede ikke mere. Jeg var træt – og ville helst bare være mig og Flemming i fred og ro. Det var et hyggeligt arrangement – men jeg sad der bare. Jeg havde ikke lyst til at tale med nogen. Gjorde det dog lidt.

 

Der var så meget kage til kaffen. I dagene efter Valdemars død havde vores mødre og veninder spurgt, om de kunne gøre noget. Alle ville så gerne gøre et eller andet for at hjælpe os. I virkeligheden ville de jo gerne fjerne sorgen fra os, men da det ikke var muligt, ville de så gerne gøre noget andet. Jeg tror næsten, de ville gøre hvad som helst. Og da jeg kunne mærke, at det var så vigtigt for dem, at kunne gøre noget, blev mit svar; ”det vil være fint, hvis du bager en kage til bisættelsen”. Så der var kage!

 

Kaffebordet sluttede – og folk sagde farvel. Tilbage var kun vores familie. De fulgte os alle sammen hjem, hvor vi sluttede dagen med at spise pizzaer og kigge på nevøerne, der spillede Playstation.

 

Dagen efter bisættelsen tog vi på kirkegården med vores forældre, for at se alle blomsterne. Valdemar ligger på børnefællesgraven på Lille Birkholm Kirkegård i Herlev. Kirkegårdspersonalet har sørget for, at han fik en plads ved siden af sin fætter Sebastian. Der er ikke nogen sten med hans navn, da det er en fællesgrav. Men det er en hyggelig lille græsplæne med et par store gamle træer og påskeliljerne har blomstret her i foråret.

 

         

 

Nogen dage fortryder jeg, at vi ikke fik et rigtigt gravsted til ham. Så han også kunne få en sten, hvor hans navn stod på. Et sted, hvor jeg kunne sætte blomsterne direkte til ham – og ikke ligge dem på en græsplæne. Men det er et fint sted – og det tæller lidt mere, at han ligger sammen med sin fætter. Så er han ikke så alene.

 

Siden bisættelsen har vi været på kirkegården ugentligt. I starten var jeg der lidt oftere for at se, om hans urne var gravet ned. Da vi endelig konstaterede, nu var der spadestik i græsset – så nu var han sat ned, fandt vi også ud af, at bedemanden havde lavet et par fejl. Da vi fortalte, at vi havde set spadestik tog Flemmings forældre ud på kirkegården, hvor de rendte ind i en graver. De spurgte ham, om han kunne fortælle, om det var Valdemar som lå der. Han undrede sig, for på bedemandens papirer var det udfyldt, at vi ikke ville have besked – og at vi heller ikke ville være med til urnenedsættelsen.

 

Det var en fejl. Vi havde fået at vide af bedemanden, at vi ville få besked, når Valdemars urne var sat i jorden. Så han opfordrede os til selv at holde øje med hvor der var gravet. Han fortalte os aldrig, at vi selv kunne være med ved urnenedsættelsen. Vi blev kede af det – og vrede over, at bedemanden havde lavet den fejl. For det var noget der ikke kan gøres om. Men det kan heller ikke give os vores dreng tilbage. Så vi gjorde ikke mere ved det.

 

 

 

 


|Forside| |Fødslen| |Hjemme igen...| |Bisættelsen| |Tiden efter| |Hjælp udefra| |Hvorfor?| |Gravid igen| |Hvad hjalp os?| |Billeder|