Forside
Fødslen
Hjemme igen...
Bisættelsen
Tiden efter
Hjælp udefra
Hvorfor?
Gravid igen
Hvad hjalp os?
Billeder
e-mail me

Hjemme igen

 

Da vi kom hjem fra hospitalet havde vores søskende lavet varm kakao og boller. Egentlig skulle vi fejre min niece Anne-Sofies fødselsdag – men det blev til en hyggelig blanding af Anne-Sofies og Valdemars fødselsdag – samt for os det rare i, at der var nogen omkring os.

 

Det summede at liv, da jeg trådte ind i entreen. Det var rart, de var der alle sammen. Så gik jeg ind i soveværelset, for at lægge mine ting. På en eller anden måde havde jeg fortrængt, at jeg ville blive mødt af et hjem klar til at tage i mod et nyt familiemedlem. Så jeg blev ramt som af et slag ved synet af puslebordet i soveværelset. Vuggen, autostolen, skråstolen, tøjet i skufferne og og og …..

 

Da familien gik først på aftenen var vi alene for første gang i flere dage. Vi var hjemme, hvor vi nu skulle forholde os til et liv uden Valdemar – og alle de ting, der var gjort klar til ham. Vi satte os i sofaen sammen – og skrev en mail til alle i vores adressebøger;

 

” Kære familie, venner og bekendte!


Det frygtelige er sket. Vi har mistet vores lille søn, som vi ventede – og skulle komme til verden ved kejsersnit næste mandag den 9. februar.

 

Efter en lang og svær graviditet, hvor Hanne var blevet sygemeldt 2 måneder før barslen startede, grundet risiko for svangerskabsforgiftning – men en ellers sund og rask baby i maven, skete det ubærlige pludselig i torsdags, at der ikke mere var hjertelyd. Hanne var taget til et af de ugentlige helt almindelige check på Hvidovre Hospital – og havde dagen før hørt hjertelyd hos jordmoderen. Det kom derfor som et kæmpe chok, at vores lille dreng ikke mere var i live. Flemming måtte haste hjem fra møder i Vejle – og siden da har de sidste par dage været nogle lange ulidelige timer og øjeblikke.

 

Hospitalet rådede os til, at Hanne selv skulle føde barnet, da det er sundest for kroppen – og psyken. Årsagen til det planlagte kejsersnit var, at vores lille dreng sad med hovedet op – og der derfor var risiko for at føde ham normalt. Men nu hvor han var død, var det bedste for Hanne, at føde ham normalt. Vi bad derfor om, at blive sat i gang med det samme – og blev sammen indlagt på Hvidovre Hospital.

 

Først fredag kom der rigtig gang i veerne – og i nat, lørdag den 31. januar kl. 3.10 blev lille Valdemar født.

Det var en lang og besværlig fødsel. Dette skyldtes blandt andet, at Hannes blodtryk i hele graviditeten har været faretruende højt. Lægen var derfor bange for, at Hanne under fødslen skulle få en hjerneblødning, hvorfor blodtrykket hele tiden blev kontrolleret – og Hanne fyldt med blodtryksnedsættende medicin. Dette var med til at trække fødslen ud, hvorfor der næsten heller ikke var flere veer eller kræfter tilbage i Hanne til sidst. Det lykkedes dog til sidst at føde Valdemar.

 

Derefter kunne vi sidde noget tid med vores lille dreng inden vi fik en stue afsondret fra de øvrige stuer på hospitalet. I dag har vores forældre, søskende samt niecer og nevøer så været forbi og tage afsked med deres barnebarn, nevø og fætter.

Vi har taget rigtig mange billeder af vores lille dreng – og deler dem gerne med de af jer, der må have et ønske om at se ham.

 

Vi forlod Hvidovre Hospital her til eftermiddag – og sagde dermed farvel til Valdemar. Han ligger nu iklædt det tøj, han skulle have haft på hjem - med den tøj-kanin Flemming og Hannes nevø Asger vandt til ham i Faarup Sommerland sidste sommer – liggende på et tæppe fra Bedstemor og Farfar. Over sig har han det tæppe Mormor har strikket til ham. Alt dette vil han tage videre med sig.

 

Vi skal nu til at arrangere en lille begravelse for ham. Vi har bedt Louise, som viede os sidste sommer, om at forestå begravelsen – og vil derefter få ham begravet på de ukendtes kirkegård i Herlev, hvor også Valdemars lille fætter Sebastian ligger. Valdemars fætter Asger mener, at så kan de to spille badminton sammen i himlen. Så hvis I ser en fjerbold falde umotiveret ned fra himlen, så ved I hvor den kommer fra.

 

Vi er helt ubeskriveligt kede af det. Det hele føles så urimeligt og fuldstændig rædselsfuldt. Vi veksler mellem at græde rigtigt meget – for dernæst at kunne tale stille og roligt om det, der er sket.

 

Vi sender denne mail til alle i vores adressebog, fordi vi gerne vil, at alle ved, hvad der er sket når I møder os. Både af hensyn til os selv – og alle jer. Vi ved også, at det kan være svært for andre, at håndtere, hvad man skal sige til os – og derfor ubevidst kan komme til at undgå os. Vi ved det heller ikke – for ingen ord, kan hele den store sorg vi føler. Vi ønsker bare, at det også er ok ikke at sige så meget, hvis man ikke kan finde ord.

 

Til alle vores nære venner, som allerede har sendt os masser af tanker i form a sms’er og telefonbeskeder kan vi kun sige tusinde tak. Det varmer så meget, at I er med os lige nu!

 

Kærlige hilsener

Flemming og Hanne”

 

 

Farvel Valdemar

 

Det blev søndag. Vi stod op og gjorde det, som skulle gøres. Vi pakkede alle Valdemars ting ned. Senere på dagen kørte vi det hele ud til Flemmings forældre. Her står det nu og venter på, at Valdemar forhåbentlig en dag bliver storebror.

 

Søndag fik vi også besøg af vores præst Louise. Vi skulle planlægge bisættelsen. Men det blev mere end en praktisk snak og planlæggelse af bisættelse. Det blev også en god snak om Valdemar, de drømme der var bristet – og hvordan vi nu skulle komme videre.

 

Mandag fik vi så besøg af bedemanden. Jeg kunne slet ikke rumme det. Det er ikke meningen, at man skal vælge kiste til sit barn. Eller blomster til kisten. Tårerne strømmede bare ud af mig.

Vi skulle tage stilling til ting, som vi ikke vidste, hvad vi skulle svare på. Hvilken bil, skulle køre Valdemar fra kirken? Vi ville så gerne tage den rigtige beslutning, for ikke at fortryde noget senere. Dette var vores eneste chance for at gøre noget rigtig for Valdemar. Men det var så svært.

 

Efterhånden begyndte vores hjem at ligne og dufte af blomsterbutik. Det strømmede ind med blomster. I løbet af en halv time kom der 6 buketter – om mandagen alene kom der 13 buketter. På et tidspunkt blev det for meget for mig. Jeg sad på gulvet og græd, da jeg skulle finde endnu en vase. Det var jo ikke meningen, at vi skulle have blomster fordi vores søn var død – men fordi vi havde fået en levende søn. Vi skulle jo have mor-barn buketter – ikke kondolence-buketter. Det var helt forkert. Samtidig var jeg jo også glad for alle blomsterne – og at folk havde tænkt på os.

 

Blomsterne strømmede ind de første 14 dage – derefter tog det lidt af. Først halvanden måned efter var der ikke flere blomster til Valdemar i vores hjem. Hver gang græd jeg lidt – og hver gang var jeg glad for de blomster vi fik.

 


|Forside| |Fødslen| |Hjemme igen...| |Bisættelsen| |Tiden efter| |Hjælp udefra| |Hvorfor?| |Gravid igen| |Hvad hjalp os?| |Billeder|