Forside
Fødslen
Hjemme igen...
Bisættelsen
Tiden efter
Hjælp udefra
Hvorfor?
Gravid igen
Hvad hjalp os?
Billeder
e-mail me

Torsdag den 29. januar 2009

 

Jeg var gravid i 37. uge. Jeg havde været sygemeldt siden 30 uge på grund af truende svangerskabsforgiftning. Jeg havde taget omkring 38 kg på, havde ekstremt meget væske i kroppen og et højt blodtryk. Af samme grund havde jeg også været indlagt en nat på Hvidovre Hospital. Generelt sagde alle, at baby havde det godt, men det kun var mig, der var noget galt med. Så de holdt bare øje med mig, for at symptomerne ikke skulle udvikle sig til svangerskabsforgiftning. Jeg var derfor vandt til at gå til regelmæssige kontroller på hospitalet et par gange om ugen. Jeg var træt af at være gravid. Stor, klodset og besværet af de mange kilo. Ønskede bare at få det barn ud. Bagefter fik jeg dårlig samvittighed over, hvor irriteret jeg havde været.

 

Selve graviditeten var heller ikke helt planlagt. Vi vidste, at vi på et tidspunkt ville have et barn. Det skulle bare først være om et års tid, da vi ikke havde kendt hinanden i lang tid. Men sikre perioder som prævention viste sig, at være knap så sikker. Da det første chok over at være gravid havde fortaget sig, var vi stjerneglade over, at vi skulle være forældre. Vi begyndte at planlægge ankomsten af vores første barn. Vores hjem begyndte at ændre sig, for at gøre plads til vores lille barn. Ved 20. ugers scanningen konstaterede vi, at det var en lille dreng, vi ventede. Efterfølgende ved en 3d scanning i 28 uge, fik vi det slået fast, at der sandelig var tale om en lille dreng.

Da jeg var i 37 uge, var vi helt klar til at modtage vores lille dreng. Alt var klart.

 

Ugen før havde lægerne konstateret, at vores lille dreng sad med hovedet op – en såkaldt stjernekigger. De ville derfor forsøge at vende ham. Mandag den 26. januar mødte vi derfor på Hvidovre Hospital til vending af baby. Jeg var nervøs og var meget i tvivl, om jeg overhovedet ville det her. Men tingene gik på en eller anden måde hen over hovedet på mig – og pludselig var en læge i færd med at forsøge at vende min lille dreng. Det værste jeg nogensinde har oplevet i mit liv. Bagefter følte jeg det som et overgreb på min krop. Vi følte os ikke ordentlig informeret – og det gjorde ondt. Vendingsforsøget lykkedes ikke. Efterfølgende fik vi kørt en strimmel, hvor alt så ud til at være fint inde hos baby. Vi planlagde derfor et kejsersnit til mandag den 9. februar.

 

Onsdag den 28. januar havde jeg en tid til jordemoder, men behøvede egentlig ikke at holde den, da jeg også skulle til mit ugentlige check dagen efter. Da mandagens vendingsforsøg havde været så ubehageligt – og jeg havde haft ondt efterfølgende, ville jeg bare gerne høre hjertelyd, så jeg gik til jordemoder alligevel. Jeg hørte hjertelyd og jordemoderen skønnede baby til at være ca 3 kg. En stor dreng. Jeg var så glad. Nu hvor jeg kendte datoen for babys ankomst, var mine bekymringer nærmest forsvundet.

 

Torsdag den 29. januar skulle jeg til et af mine ugentlige check på Hvidovre Hospital. Efterhånden var jeg helt vandt til rutinen. Blodprøve, CTG (strimmel) og blodtryk – blot for at konstatere, at baby havde fint, men det var mig, der var noget galt med. Denne torsdag ændrede alt sig - for evigt.

 

Da jeg efterhånden var så vandt til disse check og det samme resultat, var jeg også taget alene ud på hospitalet. Der var ingen grund til, at Flemming skulle holde fri fra arbejde hver gang. Flemming var derfor taget til møder i Vejle.

 

Jeg var langt om længe afslappet og kunne overskue den sidste periode af graviditeten. Der var jo kun 1½ uge til, at vores lille dreng skulle komme til verden ved kejsersnit. På vej i bussen ud til hospitalet syntes jeg, at jeg mærkede ham pusle lidt inde i maven. Generelt havde jeg svært ved at mærke ham, da jeg havde en yderligt liggende moderkage og meget fostervand. Så hvert lille puslen antog jeg var ham, der møvede rundt inde i maven.

 

Oppe på svangerambulatoriet blev jeg mødt af jordemoderen Diana, der skulle checke mig. Jeg tog plads på briksen og Diana satte hjertelyds-måleren på min mave. Ingen lyd. Jeg havde før oplevet, at måleren bare skulle flyttes over på en anden side af maven, så jeg var helt rolig – og sagde det til Diana. Ingen lyd. Jeg var ikke bekymret, for jeg havde jo prøvet før, at baby bare legede gemme med os. Diana hentede en læge, som skulle scanne mig for at se, hvordan baby lå – så vi hurtigere kunne finde hjertet og dermed høre hjerteslag.

 

Lægen kom med scanningsapparatet og satte scanneren på min mave. Da hun vendte skærmen mod mig, tænkte jeg bare, at hun ville vise mig min lille dreng. Jeg glædede mig så meget. Lægen pegede bare på skærmen og sagde. ”Det der er hjertet”. Jeg svarede bare ”Ja?”. ”Og det slår ikke mere”, svarede hun. Derfra blev alt sort. Jeg græd bare til hende; ”det må du ikke sige – det må du ikke sige”. Og så brød jeg helt sammen. Min verden var ødelagt. Min lille dreng var død.

 

En anden læge kom for at bekræfte, at hjertet var holdt op med at slå. Jeg var i chok. Jeg var så frygtelig ked af det. Det her var kun noget, der skete for andre. Det her var kun noget, der skete for nogen, som jeg ikke kendte. Men nu var det altså sket for mig – nu kunne alt ske. Jeg var ikke beskyttet mere.

 

Jeg skulle have fat på Flemming. Han skulle være hos mig. Jeg ringede til ham, men hans telefon gik på svarer. Jeg ringede op igen. Nu tog han telefonen – og jeg måtte fortælle ham, at vores lille drengs hjerte ikke længere slog. At vores lille dreng var død.

 

Flemming afbrød med det samme, det møde han var midt i – og kørte mod Hvidovre Hospital.

 

Jordemoderen Diana spurgte mig, om der ikke var noget andet familie jeg kunne ringe til, som kunne være hos mig. Men jeg ville ikke have andre. Jeg ville kun have Flemming. Jeg kunne ikke overskue andre. På et tidspunkt forsøgte jeg dog, at ringe til Flemmings søster, der mistede et barn i 23 uge for fem år siden. Men hun svarede ikke sin telefon.

 

På et tidspunkt ringede Flemming og sagde, at han havde talt med sin mor – og hun var på vej ud til mig. Diana spurgte mig om det var okay – eller om de skulle holde hende væk. Men det var ok. Der var efterhånden gået tre kvarter – og jeg kunne overskue at fortælle det til min bror. I det jeg ringede til ham, som normalt bor i Jylland, kørte han forbi Hvidovre Hospital på vej til et møde i København. Der gik derfor ikke lang tid, før både min svigermor og min bror var hos mig.

 

Flemmings forældre mistede for 45 år siden også en lille dreng. Kim nåede at leve i 8 timer. Årsagen var, at Kim blev født for tidligt – og man dengang ikke var lige så gode til at redde så små børn, som man er i dag. Af uforklarlige årsager så min svigermor aldrig drengen – men kun min svigerfar så ham. Det smerter stadig den dag i dag min svigermor. Min svigermor var derfor naturligvis meget berørt over, at hun nu også mistede endnu et barnebarn. Men samtidig også en støtte, fordi hun vidste, hvor ondt det gør.

 

Lægen kom nu og forklarede mig, hvad der skulle ske – og spurgte om jeg ville have lavet en fostervandsprøve, som eventuelt kunne fortælle noget om, hvad der var gået galt. Jeg svarede, at jeg gerne ville have taget prøven, men da jeg stadig ikke forstod, at min lille dreng var død, insisterede jeg på, at de lige måtte checke igen, at hans hjerte ikke slog, inden de begyndte at stikke nålen i mig.

 

Jeg blev kørt ned til, hvor fostervandsprøven skulle tages. Flemming var efterhånden nået frem til Hvidovre – og lige før den store nål blev ført ned i min mave, trådte han ind i lokalet. Vi krammede og lægen måtte derfor bede Flemming flytte sig. Lige som han kiggede op, så han den store nål gå ned i min mave. Bagefter forstod vi ikke, hvorfor ingen advarede Flemming om, hvad der var i gang – eller holdt ham tilbage, indtil fostervandsprøven var taget. Men selv for hospitalet var det jo ikke en handling, der sker hver dag. Alle vi mødte der, var også berørte. Alligevel har vi haft brug for, at være vrede på de få, der handlede uprofessionelt eller uden større omtanke. Nogen skal vi jo rette vores vrede og fortvivlelse imod.

 

Tilbage på stuen på svangerambulatoriet blev vi nu informeret om, hvad der skulle ske. Jeg skulle føde barnet. Vi forstod det ikke. Hvorfor kunne de ikke bare tage ”ham” ud med det samme. Han var jo død – og planen var jo, at jeg skulle have et kejsersnit. Så hvorfor kom de ikke bare i gang. Men så let var det ikke. Vi fik forklaret gentagne gange, at kejsersnit var et indgreb – og kunne være til skade for mig. Da der ikke mere var grund til at tage hensyn til barnet, var en fødsel det bedste for min krop og psyke. At gennemgå fødslen ville også være en del af sorgbearbejdelsen, fik vi forklaret.

 

På det tidspunkt forstod vi det ikke. Efterfølgende har vi dog forstået det. De næste par døgn var frygtelige – men de blev også en fin måde, at tage afsked med alle vores håb og drømme om livet som forældre til vores lille dreng. Afsked med drømmene om vores lille Valdemar. Jeg tror først, at man forstår det bagefter. Det er så svært, at forstå hvorfor man skal igennem en smertefuld fødsel. Men det giver mening bagefter.

 

Lægen sagde til os, at nu skulle vi tage hjem og få en god nats søvn – og så komme tilbage fredag morgen for at blive sat i gang. Jeg nægtede. Jeg skulle ingen steder. Jeg skulle slet ikke hjem med et dødt barn i maven. Jeg ville bare sættes i gang – og have det hele overstået. Jeg ville bare have ham ud. Allerhelst ville jeg bare løbe min vej – forsvinde fra det hele. Efter lidt argumenteren frem og tilbage fik vi lov, at blive sat i gang med det samme. Flemming blev indlagt sammen med mig – og jeg fik den første stikpille, som skulle sætte fødslen i gang. Nu var det kun at vente på, at veerne skulle gå i gang.

 

Der lå vi på vores stue. Vi kørte sengene sammen, så vi kunne ligge tættere på hinanden. Det var kun sidst på eftermiddagen torsdag – og vi havde endnu kun haft nogle få timer til at forsøge at forstå, at vores lille dreng var død.

 

Vi fik besøg af Flemmings søster og min bror kom tilbage fra det møde, han havde været til.

Flemmings søster sagde en masse ting, som vi på det tidspunkt ikke forstod meget af – men som vi efterfølgende blev rigtig glade for. Det var en masse råd om, hvordan hun syntes, at vi skulle håndtere det, der skulle ske fra nu af. Hun havde jo selv været igennem at miste et barn – så hun vidste, hvad der havde betydet noget for hende.

 

Hun sagde blandt andet, at vi skulle huske at tage billeder af Valdemar, når han var født. Jeg tænkte, ”kvinden er bindegal”. Men heldigvis havde jeg åndsnærværelse nok til at bede Hanne om, at hente vores kamera derhjemme. Da Hanne sagde, at hun gerne ville have lov at både se og holde Valdemar, når han var blevet født, var min bror ved at besvime, fortalte han mig efterfølgende. Selv syntes jeg også, at det var noget underligt noget at ønske. Det var jo et dødt barn. Det var jo et lig.

 

Men bagefter gav det mening. Også for min bror. Det var ikke bare et dødt barn eller et lig. Det var Flemmings og min søn. Vores første barn, der var ønsket og som vi havde glædet os til at hilse velkommen til verden.

 

Flemmings forældre kom forbi. Flemmings far syntes også, at han lige ville se mig. Mine forældre kom midt på aftenen. De var taget fra Jylland kort tid efter, jeg havde ringet. Jeg vidste bare ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg lå bare i sengen og forsøgte at være til.

 

Jeg kom i tanke om, at jeg fredag havde en aftale med min veninde Elsebeth, der bor på Fyn. Jeg måtte aflyse aftalen, så hun ikke kørte forgæves. Jeg ringede til Elsebeth, der stod i en Fakta butik og var ved at betale ved kassen. Elsebeth brød helt sammen, da jeg fortalte hende, at min lille dreng var død. Efter den snak sagde jeg til Flemming, at jeg ikke kunne ringe til flere venner. Det havde været svært nok, at ringe til min bror og mine forældre. Vi blev derfor enige om, at vi sendte en sms til vores nærmeste venner. Det gjorde vi – og kort efter begyndte telefonen at kime. Alle var i chok, berørte og græd.

 

Man kan synes, at en sms er upersonligt. Men i denne situation viste det sig, at være helt rigtigt. Alle forstod, at vi havde svært ved at sige det igen og igen. Og alle var glade for, at blive informeret på denne måde, inden de talte med os. Så var de også selv forberedt.

 

Jordemoderen Diana, der havde været hos mig, da jeg fik meddelelsen, at Valdemar var død, blev på overarbejde den torsdag. Hun kom først sent hjem, efter at have sørget for, at alle praktiske foranstaltninger var på plads for os – og de rette blodprøver taget fra mig. Jeg var så taknemmelig for, at hun ikke bare gik hjem – men hjalp os igennem de svære timer. Hun viste os, hvordan vi kunne køre hospitalssengene tættere på hinanden, så vi lå sammen. Natjordemoderen kom og det var tid til at gå til ro. Jeg havde ikke fået veer endnu – der så ikke ud til at ske noget foreløbig.

 

Inden sengetid fik jeg endnu en stikpille. Vi lå der i hver vores hospitalsseng tæt på hinanden og snakkede om, hvad der skete. Vi skulle forholde os til, at vores lille dreng var død. Flemming faldt i søvn, men jeg kunne ikke finde ro. Ved midnatstid var jeg stadig ikke faldet i søvn, men kunne kun høre Flemmings snorken og mit eget hjerte, der galopperede af sted. Jeg bad derfor om noget beroligende – og endelig kunne jeg sove nogen timer.

 

Ved 5 tiden om morgenen vågnede vi begge og lå og holdt hinanden i hånden. Det var så frygteligt, alt det der skete omkring os. Det var som om, at vi først nu forstod, at Valdemar var død – og vi ikke fik vores lille dreng i live. Vi blev enige om, at det var bedst at få det fortalt til vores omverden. Derfor sendte vi en sms til alle i vores telefoner;

 

”Kære venner. Det blev i dag konstateret at vores barn er død. Efter forskellige undersøgelser er jeg nu blevet sat i gang, så veerne kan gå i gang og jeg kan føde ham naturligt. Vi er meget kede af det og vil bare gerne at I ved, hvad der er sket. Vi er begge indlagt på Hvidovre indtil det hele er overstået. Kh Hanne”

 

Vi fik vækket en masse mennesker – og konstaterede, at mange er oppe så tidligt om morgenen. For derefter væltede det ind med sms’er til os. Det varmede alt sammen – og gav os vel også lidt styrke til at komme igennem de næste par døgn.

 

 

Fredag den 30. januar 2009

 

Fredag morgen blev vi kørt ned på fødegangen. Først nu forstod jeg rigtig, hvad der skulle ske – jeg brød sammen igen. Vi blev mødt af jordemoderen Jaqueline, som var hos os indtil kl. 15. Jaqueline havde selv mistet en søn for 20 år siden, efter han havde levet i 3 dage. Hun var derfor en stor hjælp, til at få talt om tabet og hvad der nu skulle ske af praktiske ting. Hun vidste, hvordan vi havde det. Vi følte os i gode og trygge hænder.

 

Flemmings søster havde torsdag aften forsynet os med masser af sodavand og slik. Fredag havde vi kontakt med hende flere gange – og hun kom forbi med flere forsyninger. Hun blev også den, der kunne berolige vores forældre, som sad samlet hjemme hos Flemmings forældre og ventede på at få besked. Flemming ringede også ind imellem til dem, for at holde dem underrettet om, hvor langt i forløbet vi var.

 

Formiddagen gled forbi med flere stikpiller, gode samtaler med Jaqueline og en masse sms’er.

 

Jaqueline fortalte os om forløbet omkring hendes søns død og hans gravsted – samt om de to børn, hun havde fået efterfølgende. Hun skulle hjem og fejre den ældste søns 16 års fødselsdag samme aften. På et tidspunkt spurgte hun os, om vi ville tale med hospitalspræsten. Det sagde vi ja til. Vi ville bare gerne tale med nogen, som kunne hjælpe os videre og fortælle os, hvad der skulle ske.

 

Desværre var hospitalspræsten på ferie, hvorfor der i stedet kom en almindelig sognepræst fra en nærliggende kirke. Dette var dog temmelig uheldigt. Det blev et møde mellem en nærmest indremissionsk præst og et par, der ikke er meget mere kristne end til jul, bryllup, barnedåb og begravelse. Det blev en meget lang halv time, hvor ingen af os sagde ret meget. Der var lange stille pauser, hvor vi mest af alt havde lyst til at bede hende om at gå. Det toppede, da hun spurgte om vi skulle bede et fadervor sammen. Det var jo ikke det, vi havde brug for. Vi havde brug for, at hun fortalte os, hvordan man forholdt sig, når nogen var død. Hvordan man får et barn begravet.

 

Da hun var gået, blev vi hurtigt enige om, at ringe til vores lokale sognepræst Louise, som havde viet os 5 måneder før. Det viste sig, at være den helt rigtige beslutning. Flemming brød godt nok sammen, da han skulle fortælle Louise, hvad der var sket. Men hun kunne rumme det – og tilbød at komme forbi, hvis vi havde lyst til det. Aftalen blev dog, at vi ville ringe, når vi var hjemme igen – og så ville hun komme hjem til os. Vi følte os igen i gode hænder.

 

Kort før Jaqueline skulle gå, havde jeg åbnet mig så meget, at hun lige nøjagtig kunne prikke vandet. Vi var dermed tættere på at veerne ville gå i gang.

 

Jaqueline blev aflyst af Ditte, der førte mig gennem smerterne frem til fødslen for alvor gik i gang. For kort efter, at Ditte havde taget over begyndte veerne. Da Valdemar jo var død, skulle der ikke tages hensyn til ham, så jeg kunne fyldes med smertestillende. Ret hurtigt fik jeg derfor lagt en epidural-blokade. Jeg havde smertende veer og indimellem dem, skulle anæstesi-lægen nå at lægge epidural-blokaden. Problemet var bare, at jeg ikke forstod, hvad den fortvivlede læge bad mig om. Han bad mig skyde lænden bagud. Jeg vidste bare ikke, hvad han talte om. Jeg havde aldrig tænkt over, hvad lænden var. Først da anæstesi-sygeplejersken sagde til mig, at jeg skulle skyde ryg som en kat, forstod jeg hvad jeg skulle. Så jeg skød ryg – og han skød nålen ind i mig. AV! Det gjorde så hamrende ondt, at få lagt blokaden – og jeg skældte ud på anæstesi-lægen.

 

Få sekunder efter blev jeg dog blid som den kat, der havde skudt ryg. ”Synes du stadig, jeg er verdens ondeste mand?”, spurgte anæstesi-lægen. ”Nej nej….”. Jeg var helt dopet og begyndte at fantasere om en tilværelse som narkoman. De næste timer tog epidural-blokaden alle smerter og jeg svævede i en anden verden. Det var som om, at vi fik en pause fra alt det, der skete. Jeg lå på sengen med Ditte ved min ene side, hvor hun sad og holdt mig på maven, for at mærke veerne, der samtidig blev provokeret frem med ve-drop. Flemming havde fundet en computer med internetadgang – og holdt os underrettet om resultaterne i herrehåndbold finalen. Der var stille før storm.

 

Mit blodtryk havde de sidste måneder i graviditeten været temmelig højt. Blodtrykket blev derfor også jævnligt checket. Det var højt. Hen på aftenen, da jeg havde åbnet mig meget mere – og veerne tog til, fik jeg blodtryksnedsættende medicin. Det hjalp ikke. De forsøgte at give mig det flere gange uden resultat. Indtil lægen pludselig kom i tanke om at fortælle mig, at pillen skulle ligge under tungen – og jeg ikke skulle sluge den med et glas vand. Der var dog begrænset virkning.

 

Ved 22 tiden havde epidural-blokaden gjort sit. Jeg begyndte igen at få ve-smerter – og fødslen var tæt på at gå i gang. Jeg blev ved Dittes og Flemmings hjælp flyttet over på fødebriksen. Ditte skulle gå kl. 23. Jeg håbede dog, at jeg bare lige kunne få fødslen overstået, så vi ikke skulle skifte jordemoder igen. Men kl. 23.30 var Ditte på en halv times overtid – og fødslen var kun lige begyndt at tage fat. Jordemoder Camilla overtog Dittes plads.

 

De næste timer skete som i en anden verden for mig. Jeg havde ondt – og havde det som om jeg skulle på toilettet. Jeg skældte ikke ud – men syntes åbenbart, det var på sin plads, at fortælle Camilla og Flemming gentagne gange; ”Jeg skal skide”. Jeg tror aldrig, jeg har sagt det før, med de ord.

 

 

Lørdag den 31. januar 2009

 

Mit blodtryk var stadig højt – og ve-droppet blev hele tiden sat op. Når jeg havde trang til at presse, blev jeg ofte stoppet på grund af blodtrykket. Flemming var fortvivlet, da lægen og Camilla på et tidspunkt diskutere foran ham, hvordan de skulle medicinere mig for det tårnhøje blodtryk. Det tog for lang tid, syntes han – og imens kunne han bare se mig i smerte. Først bagefter gik det op for ham, at der var fare for hjerneblødning, hvis jeg bare pressede igennem med det høje blodtryk. På et tidspunkt frygtede han dog også, at han nu mistede både Valdemar og mig.

 

Jeg var bare fokuseret på at få født. Flere gange sagde jeg til mig selv, at jeg ikke måtte tænke på, at Valdemar var død. For jeg vidste, at så kunne jeg ikke presse – at så havde jeg ingen kræfter. Jeg tænkte hele tiden. Jeg kan være ked af det bagefter. Lige nu skulle jeg bare have den baby ud.

 

Til sidst var der ikke flere kræfter tilbage i mig. Flemming og Camilla stod ved hver sit bøjede ben, for at jeg kunne bruge dem til at presse mod. Valdemar var halvt ude og jeg følte det sviede. Jeg sagde til Camilla, at hun da bare kunne hive ham ud. Det hele var jo ligegyldigt. Det gjorde så ondt på alle måder. Jeg fik de sidste kræfter – og endelig – blop…Valdemar var ude.

 

Klokken var ti minutter over 3 – og vi var blevet forældre. Men uden den glæde, vi havde ventet på i så mange måneder. Det var med sorg. Camilla og sosu-assistenten Cecilie, der var kommet til i den sidste del af fødslen, sagde tillykke. Jeg følte absolut ingen lykke. Kun en stor trist sort følelse. Min søn var død.

 

Valdemar blev tørret ren og lagt i et klæde – og så fik jeg ham op. Først syntes jeg, at han så væmmelig ud. Blå og fyldt med fosterfedt. Han var også gået lidt i stykker ved fødslen. Blandt andet med et blodigt øje, da huden var gnedet af på vej ud af fødselskanalen. Men han var min lille dreng – og han blev mere og mere sød at se på. 

 

Jeg var revnet under fødslen og skulle syes. Det var det, jeg havde frygtet mest før fødslen, så jeg bad Cecilie holde mig i hånden, mens Camilla syede. En underlig oplevelse. For jeg mærkede absolut ingenting, men lå og småsludrede med Camilla og Cecilie om spædbørnsdød. På et tidspunkt kiggede jeg over på Flemming. Han sad der helt alene med Valdemar. Med tårer i øjnene. Det hele var så trist. Det var jo ikke meningen, at det skulle være sådan.

 

Efter jeg var blevet syet, fik vi lidt tid alene på fødestuen med Valdemar. Vi pakkede ham ud af stofklædet, for at se hele vores dreng. Og der lå han så fin og lang. Han så helt færdig og fin ud. En sød baby. Men han var helt kold.

 

Jeg skulle tisse, og da jeg stadig var noget besværet og mine ben ikke helt stærke endnu, skulle jeg have hjælp. Så jeg sagde til Camilla, der var kommet tilbage; ”Jeg skal tisse”. Straks kom det fra Flemming; ”Nå, jeg troede du skulle skide”. For første gang i 1½ døgn grinede vi. Det var der også brug for.

 

Valdemar skulle måles og vejes. Han var 51 cm lang – men vejede kun 1970 gram. Ved scanningen et par uger tidligere var han ellers skønnet til at være ca 2800 gram – og dagen før han døde, havde min jordemoder vurderet ham til at være 3 kg. Camilla mente den lave fødselsvægt skyldtes, at Valdemar ikke havde fået næring i et par døgn og blodet var flydt tilbage til mig.

 

Vi var så klar til at få vores lille dreng, så vi havde allerede pakket hans taske med tøj. Vi havde også sat den i bilen, så den var klar. Pludselig gav det endnu mere mening, at vi havde tasken nede i bilen. Valdemar blev klædt i det tøj, som vi havde planlagt, at han skulle have på, når han skulle hjem første gang. Nu blev det, det tøj han fik med sig i graven.

 

Vi kunne ikke selv. Så Camilla gav ham tøjet på. Gav ham også en ble på, så han fyldte lidt mere – og lignede en rigtig baby. Vores baby. På hans trøje stod der ”Born this cute”. Han var født så sød.

 

Min tanke havde hele tiden været, at vi bare lige skulle se ham efter fødslen – og så måske en gang mere, inden vi tog hjem. Men som mange andre ting, ændrede det sig. Da vi skulle hen på vores stue for at sove, ville vi gerne have ham med. Så han lå ved siden af vores senge i sin lille hospitals vugge, mens vi sov.

 

Vi slap for at komme op på barselsgangen. I stedet fik vi en stue, der lå afsondret for sig selv på fødegangen. Tæt på udgangen – og uden direkte kontakt til andre nyfødte.

 

Inden vi lagde os til at sove ved 6 tiden, ringede Flemming til vores forældre – og vi sendte en sms til søskende og venner;

 

”Lille Valdemar blev født kl 3.10 i nat efter en lang og opslidende fødsel. Vi er nu på vej hen for at sove efter at have siddet med ham. I morgen vil vores forældre og familie se ham og derefter forventer vi at tage hjem. Vi håber at få ham begravet snarest muligt. Det bliver af Louise, der også viede os. Vi er triste og meget kede af det. Det er helt ubeskriveligt rædselsfuldt.”

 

Det hele var ubeskriveligt rædselsfuldt. Der var vi – forældre til den sødeste og dejligste lille dreng, som desværre var død, før vi overhovedet mødte ham rigtigt. Der var intet andet end at græde. Vi lagde os i hver vores hospitalsseng – holdt hinanden i hånden og faldt endelig i søvn.

 

Efter et par timer kunne jeg ikke sove mere. Jeg var træt, men kunne ikke finde ro. Ved siden af mig lå Flemming og sov som en sten. Egentlig ville jeg gerne snakke med ham. Men samtidig vidste jeg også, at det var godt, at han kunne sove. Vi havde jo ikke sovet ordentligt i et par døgn.

 

Jeg kravlede ned i fodenden af min seng – og kiggede på Valdemar, som lå i sin vugge. Jeg kiggede bare. Der gik lang tid, før jeg kunne røre ved ham. Aede ham på kinden – og græd. Det gjorde så ondt. Jeg var så ubeskrivelig ked af det.

 

Jeg kunne ikke holde ud at være alene. Jeg havde brug for, at tale med nogen om, hvor ondt det gjorde – og hvor ked af det jeg var. Jeg ville ikke vække Flemming, så jeg ringede til Flemmings søster  – og bad hende komme.

 

Jeg var så vred. Vred over at jeg havde mistet min lille dreng. Ikke vred på nogen bestemt. Bare vred på den triste måde. Jeg var så fyldt af, at være ked af det – og så vred over, at vi var blevet frarøvet det, der skulle være vores største mirakel og glæde.

 

Flemmings søster kom og Flemming vågnede. Der var liv omkring mig igen. Jeg havde brug for, at der var nogen om mig. Flemmings søster var den første, som ikke var sygehuspersonale, der så Valdemar. Hun kiggede nysgerrigt på ham – og spurgte om hun måtte tage ham op. Hun tog ham op, som var han et helt almindeligt lille levende spædbarn. Holdt ham tæt ind til sig – og sad og vuggede ham, mens hun studerede ham. Et eller andet sted var det rart. Det var dejligt, at nogen så ham for det fine lille menneske, han var. Først her gik det nok op for os, at det var vigtigt for os, at han blev set af andre end os. Han var ikke bare en død baby. Han var vores søn.

 

Valdemar var mere end vores søn. Han var vores forældres barnebarn. Vores søskendes nevø – og vores niecer og nevøers fætter. Alle havde glædet sig så meget til at han skulle se dagens lys. Nu var alle så triste.

 

Nu hvor vi begge var vågne, ringede vi til vores forældre, som kom kort tid efter. Jeg havde lyst til wienerbrød, da vi ringede til dem. Så vi fik wienerbrød. Vi fik alt det vi bad om i de dage. Flemmings søster havde forsynet os med flere kilo slik og mange liter sodavand. Alle ville så gerne fjerne vores sorg. Gøre noget for at lindre smerten. Men intet kunne fjerne sorgen.

 

Valdemar blev set og holdt. Nu hvor bedsteforældrene var på besøg kom vi i tanke om det tæppe, min mor havde hæklet til ham. Flemmings mor havde også købt et tæppe til ham. Dengang de stadig troede og glædede sig til, at de snart skulle være Mormor og Bedstemor. Vi lagde Valdemar på tæppet fra Bedstemor med det hjemmehæklede tæppe fra Mormor over sig. Ved hans hoved sad en lille kanin. Flemming og min nevø Asger vandt den sidste sommer i Faarup Sommerland. Siden havde den stået hjemme i vores soveværelse og ventet på en ejermand. Nu skulle den følge sin ejermand Valdemar det sidste stykke.

 

Vi sagde farvel til bedsteforældrene – og ventede nu på, at vores søskende med børn skulle komme.

Min brors børn havde egentlig sagt, at de ikke havde lyst til at se døde Valdemar. Men da Flemmings søster syntes, at hendes børn skulle se Valdemar – blev det til, at alle 4 fætre og kusiner ville se deres lille fætter.

 

Min nevø Asger var den første, der ankom. Han havde travlt. Fra han steg ud af bilen løb han hen mod hospitalet. Jeg så ham komme – og gik ud for at tage imod. Han løb hen mod mig og råbte; ”Hvor er babyen?”

Jeg viste ham ind, og han fløj ind til Valdemar. Kiggede på ham lidt tid – og løb så ud af værelset til de andre, der først nu var nået ind. ”Han ser væmmelig ud”, klagede Asger og så græd han. Storhulkende. Kunne slet ikke være i sig selv. Gik frem og tilbage – og ville slet ikke tilbage ind til Valdemar.

 

Jeg gik ud til Asger. Han sad på gulvet i indgangspartiet og græd. ”Jeg er så ked af det”, græd han. ”Jeg er også ked af det”, sagde jeg til ham. ”Nu har jeg slet ikke nogen fætter. En henne på min skole, han har 10 fætre og 10 kusiner. Nu har jeg slet ikke nogen fætter”. Og så græd han igen. Jeg forsøgte at sige til ham, at han jo havde en fætter, men hans fætter var død. Men Asger var ked af det. For hans fætter var død.

 

Min bror Lars kom ud og overtog Asger, så jeg kunne gå tilbage til Valdemar og de andre gæster. Lidt efter kom Lars og fortalte os, at han og Asger var blevet enige om, nu spillede Valdemar nok badminton i himlen med fætter Sebastian. De var bare lidt i tvivl om, hvad der skete med de fjerbolde, som de to drenge ikke ramte?

 

Sebastian er Valdemars fætter, som døde i uge 23 i mor Hannes mave. Højst sandsynlig efter en infektion som følge af en fostervandsprøve.

 

De andre børn var lidt mere rolige i deres møde med Valdemar. Min niece Anne-Sofie kunne slet ikke finde ud af, at gå ind i værelset. Der gik lang tid, før hun gik ind. Men hendes blik var hele tiden ved Valdemar. Da hun gik ind, gik hun i en bue udenom vuggen – og satte sig et stykke væk. Når vi spurgte hende om noget, nikkede eller rystede hun på hovedet som svar.

 

Flemmings nevø Nicolai, bror til Sebastian, kiggede undersøgende på Valdemar. Han og Camilla var også blevet advaret af deres mor om, hvordan Valdemar så ud. At han havde et blodigt øje, men ellers så ud som en lille baby. Camilla på 4 år kiggede på Valdemar med et skævt smil. Senere på dagen sagde hun til Hanne, at hun syntes Valdemar lignede en sød lille baby, der sov.

Fælles for de fire børn var, at de ikke helt forstod, hvorfor Valdemar var død. Ligesom alle os andre. Det er jo ikke meningen, at børn skal dø.

 

Den nærmeste familie havde nu alle hilst på Valdemar – og sagt deres farvel. Det var tid for, at vi selv tog afsked. Hospitalet sagde, at vi måtte blive så længe vi ville. Men vi ville gerne hjem. Vi trængte til trygge rammer. Vores dreng var død – og det kunne jo ikke ændre noget, at vi blev på hospitalet. Vi fik også at vide, at vi bare kunne ringe, hvis vi gerne ville se Valdemar igen, inden han blev begravet.

 

Vi pakkede vores ting sammen. Stod lidt tid og kiggede på vores dreng. Vi ville ikke mere tage ham op. Døde menneskers indre organer begynder at bløde, når der bliver presset på dem. De sidste par gange, nogen havde taget ham op, var der kommet blod ud af munden på ham. Det var ikke så rart. Det var trist. Jeg aede ham på kinden og sagde farvel. Så tog vi hjem.


|Forside| |Fødslen| |Hjemme igen...| |Bisættelsen| |Tiden efter| |Hjælp udefra| |Hvorfor?| |Gravid igen| |Hvad hjalp os?| |Billeder|